Det kan være fristende at lave en fast skabelon for håndtering af kriser, men det vil let komme til at gøre mere skade end gavn. For det sidste du har brug for, er at blive låst i dine handlemuligheder, når du står midt i en krise.
Det, du har du brug for, er derimod et grundlag for at forstå, hvilke faktorer der påvirker krisen, og hvordan du kan navigere i det.
Det, der ofte gør krisekommunikation til en svær disciplin, er de mange faktorer, der påvirker krisen og er med til at gøre den uforudsigelig.
1) Krisens omfang og karakter
Ligesom årsagen til kriserne kan være vidt forskellige, kan de enkelte hændelser være vidt forskellige i omfang, varighed, kunde-impact, shitstorm-potentiale og andre kritiske eller risikofyldte forhold, der kan få mediekriserne til udvikle sig vidt forskelligt.
100 husstande, der i en kort periode ikke kan ikke kan få rent drikkevand, er måske ikke så meget, men hvis perioden strækker sig over flere uger eller måneder, kan det i værste fald true tilliden til vandforsyningsselskabet, og medierne vil elske at bringe historien om den stakkels borger, der helt usædvanligt må finde sig i en hverdag uden adgang til drikkevand.
2) Psykologiske faktorer
De involverede mennesker er selvsagt afgørende. En kunde, der klager, kan være sympatisk og dygtig til at udtrykke sig. Forhold kan gøre, at mange kan identificere sig med kunden.
Måden talspersonen udtaler sig på, og måden redaktøren vurderer nyheden på, er ligeledes ofte båret af psykologiske faktorer.
Du kan og skal forberede dig, men du kan ikke forudsige det eksakte resultat.
3) Krisehistorik
Virksomhedens krisehistorik er en væsentlig faktor. DSB’s omdømme er slidt af forsinkelser og problemer med driften. Derfor bliver nye sager om forsinkelser sat ind i en kontekst af de problemer, virksomheden er kendt for. Medierne elsker at bekræfte læsernes fordomme.
Politiet har tidligere dygtigt opbygget et positivt renomé som en venlig og tryghedsskabende organisation med betjente, der giver high-fives til børn. Det har givet en større modstandsdygtighed i nyere sager, hvor betjente har udøvet vold mod borgere, der har begået civil ulydighed. Men nu er vejen til en ny krise kortere. Næste gang, der dukker en video op, hvor en betjent udøver vold mod en borger, vil det blive set i en kontekst af krisehistorikken. Det vil forstærke krisen og påvirke tilliden til politiet negativt.
Hvis krisen vedrører et helt andet emne, kan de historiske kriser vise sig at være uden betydning.
4) Samfundsforhold
Samfundets forventninger er endnu en faktor, der spiller ind. #MeToo flyttede vinduet for, hvornår grænseoverskridende adfærd kunne medføre en mediekrise. Selvom grænseoverskridende adfærd altid har været forkert, var det først med #MeToo-bevægelsen og det skred, der skete med samfundets normer og forventninger til ordentlig opførsel, at grænseoverskridende adfærd for alvor kunne sende en virksomhed ud i en shitstorm.
Klima- og biodiversitskrisen er et andet eksempel, der i de her år flytter de generelle forventninger i samfundet til, hvad det vil sige at drive ansvarlig virksomhed.
Lokale forhold og forventninger fra lokalsamfundet kan også spille ind. Derfor er det vigtigt, at man som virksomhed er bevidst om den rolle, man har i forhold til det omkringliggende samfund.